05.10.09

Guld over hele linjen

Jan Jespersen, Herlev, Carsten Lund, Søsum, begge Aagesen Motorcykler samt Steven Tirsgaard, Give og Steen Hansen, Herning fra Team Martin - Speed of Light deltog i weekenden i DM-Finalen på Jyllandsringen.

Der var guldglans over teamet på Jyllandsringen i den forløbne weekend. Steven Tirsgård vandt guldmedaljen i MC Super Challenge serien og samtidig blev han Dansk mester i Super Bike, mens Jan Jespersen suverænt vandt de sidste 2 løb i serien.

Men ikke nok med det, havde teamkammeraten Steen Hansen og mekanikerne til dagens lejlighed valgt at lave en kørerdragt og handsker i guld, som den nye mester benyttede under søndagens løb. Ydermere var Stevens Honda Fireblade til dagen dekoreret med mærkater, der vidnede om mesterskabet i Super Challenge serien. Det må siges, at der bare var fest i gaden med den specielle køredragt i centrum til ære for sponsorer, tilskuere og alle i teamet.

Som afslutning på det sidste løb i år fik tilskuerne på publikumslangsiden lige en velfortjent hilsen og tak for i år af Steven Tirsgaard, Jan Jespersen og Steen Hansen med lidt opvisning i røg og damp. Efter jublen at dømme fra tilskuerne faldt det tilsyneladende i god jord.

Festen fortsatte ved udkørslen fra banen med nogle luftture til Steven og derefter blev mesterskabet og Jan´s sølvmedalje fejret i ryttergården sammen med alle i teamet og alle gæsterne.

Det var ellers en noget blæsende og regnfuld weekend, men dog særligt til lørdagens tidtagning, hvor vejrforholdene var meget problematiske med en bane, der sejlede i vand og kraftige vindstød. Søndagens løb blev afviklet på en våd bane, men trods alt i tørvejr.

Det første løb søndag blev vundet helt suverænt af Jan Jespersen med Steven Tirsgaard som nr. 5 og Steen på syvendepladsen. Carsten Lund førte ellers løbet og vi troede, at det endelig ville lykkes for ham at komme på podiet, men den lumske bane sendte ham af for enden af langsiden, og dermed endte drømmen om podiet for ham.

Det sidste løb i årets Super Challenge blev næsten en gentagelse af formiddagens løb med Jan Jespersen som sikker vinder og Steen Hansen på fjerdepladsen og Steven Tirsgaard som nr. 11. Carsten Lund havde defekt på sin racer og kom dermed ikke med i løbet, men han kunne trods alt glæde sig over, at han fastholdt den samlede plads som nr. 5 i serien.

Jan Jespersen udtaler: ”Jeg havde det fint med, at banen var noget fugtig og våd, idet der ikke var de voldsomme nedbremsninger, der påvirkede mit skadede kraveben. Efter uheldet på Jyllandsringen i juni måned har det ikke været muligt at presse optimalt, hvorfor jeg er tilfreds med andenpladsen i serien. Vedrørende oplægget til den nye sæson havde jeg ønsket mig flere fornyelser i hele arrangementet, der ikke har haft mange ændringer siden starten i 2003. Gerne nogle løb arrangeret i udlandet på de store motorsportsbaner evt. sammen med andre løbsarrangementer i de respektive landes forskellige serier. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er sjovt, at køre motorløb på de store baner” slutter Jan.

Carsten Lund beretter: ”Forud for årets løb havde jeg lavet en målsætning om, at jeg gerne skulle ende mellem de 6 bedste i klassen. Med den endelige femteplads er jeg ovenud tilfreds, skønt afslutningen på Jyllandsringen som bekendt ikke blev optimal. Jeg er også meget tilfreds med min egen udvikling gennem de sidste par år i road racing. Nu må vi se hvad året 2010 byder inden for race” slutter Carsten.

Steen Hansen siger: ”Jeg havde håbet at fratage Thomas Harding bronzemedaljen, men det mislykkes, og der skal lyde et stort tillykke til Thomas med bronzemedaljen. Jeg er tilfreds med 4. pladsen, der er min bedste samlede placering i serien. Samtidig har været på podiet 7 gange i år, og det er meget tilfredsstillende” afslutter Steen.

Super Challenge mesteren Steven Tirsgaard siger: ”Jeg er meget lykkelig for mesterskabet i MC Super Challenge serien og samtidig det Danske Mesterskab i Super Bike. Det må siges, at vores valg af materiel med hensyn til Honda Fireblade og Dunlop dæk op til sæsonen viste sig at være den rigtige og de øvrige tiltag gennem årets er lykkedes meget fint. Det var en dejlig måde at slutte sæsonen, hvor jeg ikke skulle satse alt for at sikre mesterskabet” slutter Steven.

Samtidig vil vi gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle sponsorer, tilhængerne og de frivillige hjælpere omkring teamet. Uden den store støtte og opbakning var det ikke muligt, at lave de helt fantastiske resultater teamet har opnået i sæsonen 2009. Vi håber på et gensyn i sæsonen 2010.

Slutstillingen i MC Super Challenge

Nr. 1 Steven Tirsgaard 261 point
Nr. 2 Jan Jespersen 245 point
Nr. 4 Steen Hansen 164 point
Nr. 5 Carsten Lund 125 point

15.09.09

Steven Tirsgaard vinder af MC Super Challenge serien

Jan Jespersen, Herlev, Carsten Lund, Søsum, begge Aagesen Motorcykler samt Steven Tirsgaard, Give og Steen Hansen, Herning fra Team Martin - Speed of Light deltog i weekenden i Sensommerløbet i MC Super Challenge seriens næstsidste afdeling på Ring Djursland.

Allerede inden de 2 afsluttende løb på Jyllandsringen den 4. oktober sikrede Steven Tirsgaard sig i weekenden den samlede sejr i MC Super Challenge serien efter Sensommerløbet på Ring Djursland med sejre i begge søndagens 2 løb, og han kan således ikke indhentes af den hårdeste konkurrent Jan Jespersen. Samtidig satte Steven en ny imponerende banerekord i det første løb med tiden 48,660 sekunder for en omgang.

Det var en meget lykkelig Steven Tirsgaard, der efter sejren i andet løb erfarede, at han er samlet vinder af serien. Resultatet var først klar efter foretagelse af nogle mellemregninger i den samlede stilling, idet kørerne kan smide 3 af deres placeringer fra de 14 løb bort.

Lørdagens tidtagning var meget kaotisk, idet anden tidtagning blev aflyst 2 gange på grund af væske på banen, og det var således ikke muligt at afvikle det inden kl. 16.00, hvor støjtilladelsen udløber. Det lykkedes heldigvis arrangørerne at presse 2. tidtagning ind kl. 09.15 søndag morgen og samtidig med forskyde søndagens 2 løb.

Tidtagningen resulterede i pole position til Steven Tirsgaard, nr. 2 Jan Jespersen, nr. 3 Steen Hansen og Carsten Lund nr. 5.

I det første løb tog Steven Tirsgaard føringen allerede på vej ud af første sving med Jan Jespersen lige i baghjulet, og de fik straks et godt hul ned til de øvrige i feltet. Løbet udviklede sig med skiftende føringer mellem de 2 kørere med snævre overhalinger til stor fornøjelse for publikum, men Steven trak sig til sidst sejrrigt ud af duellen. I løb nr. 2 tog Jan føringen med Steven lige efter sig, men på 4. omgang fik Jan en forhjulsudskridning i banens eneste venstresving og endte i sandet, hvorefter Steven kunne køre endnu en førsteplads hjem til de andre 8 sejre i serien. Undervejs var Thomas Harding dog oppe at presse Steven, men i forbindelse med overlapning af en anden kører med 1 omgang fik Steven luft ned til Thomas.

Steen Hansen og Carsten Lund havde også deres dueller i begge løb med Carsten som den førende ud af første sving. I det første løb kæmpede Steen sig forbi Carsten, hvorefter jagten gik ind på Thomas Harding, der havde fået et lille forspring. På anden sidste omgang kom Steen forbi Thomas og holdt placeringen som nr. 3 til det ternede flag. Carsten på 3. pladsen. Andet løb fik næsten samme forløb med Steen lige efter Carsten, mens Thomas Harding tog afstand ned til dem. Da Steen efter mange forsøg kom forbi Carsten, var afstanden til Thomas for stor, og de endte på henholdsvis tredje og fjerdepladsen.

Carsten Lund sagde efter løbene: ”Jeg er meget tilfreds med mine placeringer i de 2 løb, men jeg ville gerne have snuppet Steen Hansens tredjeplads i løb nr. 2, hvor jeg blot var 72 tusindedel efter Steen, der lige skulle op at køre baghjulet forbi det ternede flag. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg lige havde set mig på podiet for første gang i Super Challenge serien, og det ville jo være meget fint lige foran næsen på teamkammeraten Steen.”

Efter at have sikret sig den samlede sejr i serien sagde Steven Tirsgaard: ”Jeg er meget lykkelig for den samlede førsteplads, og når jeg tænker tilbage på den første træning i Frankrig, hvor vi talte om, at hvis blot vi kunne blande os i toppen med enkelte podieplaceringer i de 14 løb ville det være tilfredsstillende. Vi havde slet ikke tænkt tanken om, at vinde sammenlagt i serien, idet både Honda Fireblade motorcyklerne og dækkene fra Dunlop var helt nye for os, men alt har bare fungeret helt perfekt både med motorcyklerne, dækkene og alle der hjulpet omkring opsætningen og udstyret til racerne, ”slutter Steven.

Stillingen i Super Challenge ser således ud:

Nr. 1 Steven Tirsgaard med 258 point
Nr. 2 Jan Jespersen med 211 point.
Nr. 4 Steen Hansen med 164 point.
Nr. 5 Carsten Lund med 125 point.

Sidste afdeling og dermed DM finalen i MC Super Challenge køres på Jyllandsringen den 4. oktober.

Løbene kan genses på DK4 torsdag den 17. september kl. 19.15 og på nutv.dk på 6èren.

25.08.09

Kæmpe succes for teamet på Jyllandsringen til FDM GP Danmark

Jan Jespersen, Herlev, Carsten Lund, Søsum, begge Aagesen Motorcykler samt Steven Tirsgaard, Give og Steen Hansen, Herning fra Team Martin - Speed of Light deltog på Jyllandsringen i 5. afdeling af MC Super Challenge i den forgangne weekend til FDM GP Danmark 2009.

Med 14.000 tilskuere på lægterne, fint vejr og mange gæster hos teamet fik de 4 kørere en kæmpe succes sammen med hele den øvrige del af teamets hjælpere. Der var ren Honda dominans efter lørdagens tidtagning, hvor Steven Tirsgaard holdt på pol position, Steen Hansen nr. 2, Jan Jespersen nr. 3 og Carsten Lund nr. 4.

Succesen fortsatte til søndagens første løb. Der blev byttet lidt om på rækkefølgen ved passage af det ternede flag, hvor Steven Tirsgaard tog starten og holdt den helt til mål med Jan Jespersen som nr. 2 og Steen Hansen tog den sidste plads på podiet. Thomas Harding fik sig klemt ind på 4. pladsen foran Carsten Lund.

I søndagens andet løb gjorde teamet rent bord med at tage de 4 første pladser. Steven gik straks i front og holdt den gennem alle 12 omgange på banen med Jan på andenpladsen, efter en kort dyst med Steen på tredjepladen, og Carsten kørte en sikker 4. plads hjem til teamet.

Vi havde en rigtig god dag sammen med gæster og sponsorer, som overværede, kørernes store succes og fornemme hele stemningen og følelsen i forbindelse med alt omkring motorløb. Oplevelsen blev selvfølgelig ikke mindre af, at TV Midt Vest fulgte Steen Hansen og Steven Tirsgaard op til andet løb samt under løbet, hvor Steen fik udstyret motorcyklen med et lille kamera. Der var opfølgning efter løbet med interviews af kørerne og udsendelsen blev sendt på TV Midt Vest samme aften.

Vi havde også besøg af vores Honda sponsorer nemlig Jens Hauge fra Honda og Bent Lauritsen fra Pro Bike, Lystrup Det var meget passende med de 4 Honda cykler i front.

Steven Tirsgaard sagde efter løbene: ”Jeg er naturligvis meget glad for mine 2 sejre og med hurtigste tid under tidtagningen. Jeg følte ikke det gik særligt hurtigt, men efterfølgende har det vist sig, at det er de 2 hurtigste løb vi har kørt på Jyllandsringen. Steen og jeg må tilskrive Karsten Rasmussen, Midtfyn MC, og Finn Villadsen, FV-Motor, en stor del af æren for, at motorcyklerne kører helt perfekt, idet de har stået for henholdsvis optimering af motorerne ved Karsten Rasmussen og indstillingen af motorerne ved Finn Villadsen. Nu ser jeg frem til næste løb om 3 uger på Ring Djursland ”slutter Steven.

”Jeg kom fint fra start i det første løb, men blev passeret af Thomas Harding. Jeg prøvede 2 gange, at overhale Thomas, men han gjorde sig meget bred, og overhalingerne mislykkedes, hvorfor jeg måtte stille mig tilfreds med femtepladsen ½ sekund efter. I løb nr. 2 søndag eftermiddag holdt jeg min 4. plads fra start til mål, og konsoliderede således min femteplads i den samlede stilling. Jeg er meget tilfreds med mine resultater indtil nu” slutter Carsten Lund.

Steen Hansen udtalte efter løbene: ”Jeg er meget tilfreds med min startposition som nr. 2, men jeg kunne ikke holde andenpladsen, idet Jan Jespersen strøg forbi i begge løb, og Steven var bare kørt ude foran. Jeg forsøgte at følge Jan, men det var jeg ikke i stand til, hvorfor jeg måtte tage til takke med en tredjeplads i begge løb, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville have været placeret en tak højere på podiet. Jeg er dog meget tilfreds med, at jeg er kommet nærmere på Thomas Harding i kampen om bronzemedaljen” slutter Steen.

I den samlede stilling fører Steven Tirsgaard med 224 point, Jan Jespersen ligger nr. 2 med 191 point, Steen Hansen nr. 4 med 142 point og Carsten Lund nr. 5 med 111 point.


Løb 2 kan ses på DK 4 torsdag den 27. august kl. 19.00 21.00 og fredag den 28. august kl. 13.00 15.00 sammen med de øvrige supportklasser.

Næste løb i serien køres på Ring Djursland søndag den 13. september med tidtagning om lørdagen.

12.08.09

Årets mest spændende road racing på Padborg Park ved Padborg Super Prix

Jan Jespersen, Herlev, Carsten Lund, Søsum, begge Aagesen Motorcykler samt Steven Tirsgaard, Give og Steen Hansen, Herning fra Team Martin Speed of Light deltog på Padborg Park i 4. afdeling af MC Super Challenge i den forgangne weekend.

Anden halvdel af Super Challenge serien blev afviklet på Padborg Park i den netop overståede weekend med road racing på højt niveau med meget tætte og spændende dueller, hvor kørerne overhalede mange gange gennem de 2 løb til stor fornøjelse for tilskuerne.

Lørdagens tidtagning resulterede i pole til Steven Tirsgaard, plads 2 til Jan Jespersen mens Carsten Lund og Steen Hansen placerede sig som nr. 4 og 5 i startopstillingen.

Steen Hansens målsætning op til løbene var, at han gerne ville tættere på Thomas Harding i den samlede stilling, og det lykkedes med 6 point. Der er dog stadig 15 point op til Thomas.

Om løbene sagde Steen: ”Jeg fik en rigtig dårlig start i det første løb, hvor jeg kom i klemme ude ved autoværnet mellem teamkammerat Steven Tirsgaard og Kim Phillip, hvilket resulterede i, at jeg måtte undvige Steven og røg helt ned på niendepladsen efter første sving. Jeg fik mig dog kæmpet tilbage på en samlet 6. plads ved afslutning af løbet, men der bliver kørt så hurtigt oppe foran i feltet, at man skal med helt fra starten for at gøre sig gældende. I søndagens andet løb kom jeg rimeligt fra start og passerede Carsten Lund for at lægge mig lige i baghjulet af Steven, Jan og Thomas, men 2 gange fejlede jeg et gearskift op mod chikanen, og mistede mange meter til de forankørende. Podiepladsen som nr. 3 kom i hus i forbindelse med Hardings afkørsel i Big Mag på 10. omgang, og jeg er tilfreds efter endnu en god weekend,” slutter Steen.

Steven Tirsgaard beretter fra løbene: ”Jeg kan kun være meget tilfreds med de 2 førstepladser i løbene, idet jeg på forhånd vidste, at både Thomas Harding og Jan Jespersens cykler er meget hurtige ned ad langsiden på Padborg Park, hvor deres mange hestekræfter virkelig kan udnyttes. I det første løb tog Jan føringen gennem de første 4 omgange, hvorefter jeg smuttede forbi og holdt placeringen indtil det ternede flag. Søndagens andet løb udviklede sig til en dyst med Jan og Thomas med skiftende føringer mellem os 3. Det er nok det mest spændende og intense løb, jeg har deltaget i gennem lang tid. Jeg er meget tilfreds med, at jeg kunne udbygge føringen i den samlede stilling efter Padborg Park,” slutter Steven.

Op til løbene havde Carsten Lund en målsætning om, at øge afstanden ned til Kenn Jensen på 6. pladsen i den samlede stilling, og det lykkedes lige nøjagtig med et enkelt point.

Carsten Lund udtaler: ”I søndagens første løb holdt jeg min startposition som nr. 4 ved afslutningen af løbet, og det er jeg meget tilfreds med. Ved søndagens andet løb lavede jeg en kanonstart fra fjerde startposition og tog føringen i feltet. Det var en utrolig fornemmelse, at ligge i føringen gennem de 2 første omgange, og jeg måtte kigge mig tilbage et par gange for at se om det virkelig var sandt. Jeg måtte dog slippe føringen det de meget erfarne kørere i feltet, og sluttede på en samlet 6. plads lige efter Kenn Jensen. Det er kun min 4 sæson som road racing kører, og jeg mangler stadig erfaring set i forhold til de øvrige kørere i feltet, men sæsonen har virkelig givet mig blod på tanden,” slutter Carsten.

Som bekendt var Jan Jespersen ude for et styrt på Jyllandsringen for 6 uger siden, hvor han brækkede kravebenet samt højre hånd, hvorfor det var med nogen usikkerhed, han stillede op til løbene på Padborg Park, idet han stadig havde smerter i skulderen.

Jan Jespersen sagde efter løbene: ”Jeg bed smerterne i mig, og er meget tilfreds med 3. pladsen i det første løb og placeringen som toer i løb nr. 2, men jeg havde problemer i forbindelse med nedbremsningen for enden af langsiden, hvor hastigheden er meget høj, og farten skal tages ud af motorcyklen. Jeg tog starten i det første løb, men efter nogle omgange passerede teamkammeraten Steven Tirsgaard mig, og jeg måtte kæmpe for at holde Thomas Harding bag mig, men for enden af langsiden på sidste omgang måtte jeg lade ham smutte forbi. Det andet løb søndag eftermiddag blev en dyst med Steven og Thomas, og her udkæmpede vi virkelig nogle rigtige herredyster med skiftende føringer. Det endte til sidst dog med sejr til Steven og 2. pladsen til mig, mens Thomas kørte af banen i Big Mag svinget på anden sidste omgang. Thomas var heldigvis uskadt i forbindelse med afkørslen. Jeg er meget tilfreds med pointhøsten på Padborg Park,” slutter Jan.

I den samlede stilling fører Steven Tirsgaard med 174 point, Jan Jespersen ligger nr. 2 med 151 point, Steen Hansen nr. 4 med 110 point og Carsten Lund nr. 5 med 87 point.

NB. DK 4 sender fra det spændende 2. løb torsdag den 13. august i tidsrummet 19.00 – 21.00 og igen fredag den 14. august i tidsrummet 13.00 – 17.00 sammen med de øvrige klasser fra Padborg Park. Der er i øvrigt interview med kørere fra teamet. Se også løbet på NUTV.dk gå ind på DTC og kør markøren ca. 1/3 ind. efter Formel Ford.

Næste løb køres den 22. - 23. august på Jyllandsringen med det store 100 års jubilæums GP Danmark.

01.07,09

Steven Tirsgaard sætter ny banerekord på Jyllandsringen

Jan Jespersen, Herlev, Carsten Lund, Søsum, begge Aagesen Motorcykler samt Steven Tirsgaard, Give og Steen Hansen, Herning fra Team Martin – Speed of Light deltog på Jyllandsringen i 3. afdeling af MC Super Challenge i den forgangne weekend.

Steven satte en ny imponerende banerekord for motorcyklerne på Jyllandsringen i 2. løb på 1:10,470 minut for 1 omgang på banen. En forbedring på knap 0,5 sekund i forhold til den eksisterende banerekord, der i øvrigt tilhørte Jan Jespersen fra 2008. Vejret viste sig fra sin bedste side med høj sol, høje temperaturer og lidt vind begge dage, hvilket kunne give problemer med køling af motorerne.

Tidtagningen lørdag resulterede i en front med de 4 Honda kørere fra team Martin Speed of Light. Jan som nr. 1 og på de følgende startplaceringer Steven, Steen og Carsten.

I det første løb søndag tog Jan Jespersen straks føringen, der blev holdt til mål. Undervejs havde Steven Tirsgaard været oppe at presse Jan, men pludselig satte gasspjældet sig fast for enden af langsiden, og Steven måtte lave en feberredning for ikke at ende i gruset. Det gentog sig et par gange, hvorfor Steven måtte se Jan slippe af sted samtidig med, at Thomas Harding kørte forbi. På sidste omgang lykkedes det også Steen Hansen at indhente Steven for at ende på podiet som nr. 3 lige foran Steven, der måtte tage til takke med den samlede fjerde plads. Carsten Lund fik en fantastisk start og indtog anden pladsen, men måtte senere afgive pladsen for at ende som nr. 5 lige foran Kenn Jensen.

Det andet løb i serien blev road racing på højt niveau med intense dueller, men løbet blev desværre afbrudt grundet Jan Jespersens styrt på tiende omgang. Atter tog Jan Jespersen føringen med Thomas Harding på anden pladsen og Steven Tirsgaard som nr. 3, mens Steen Hansen og Carsten Lund kom på de følgende pladser.

De 3 forreste kørere trak fra, mens Steen Hansen blev efterladt i ingenmandsland på fjerde pladsen. Steven lagde pres på Thomas, der blev passeret på fjerde omgang efter nogle forsøg, og derefter blev jagten sat ind på Jan. Steven kom hurtigt helt op i baghjulet på Jan, hvor der udspandt sig nogle meget hårfine dueller, hvor de skiftedes til at være førende med Steven først ind over målstregen på 8. omgang. På den efterfølgende omgang sprøjtede der noget vand fra en defekt slange ud på Jan´s baghjul i svinget efter langsiden. Jan reddede dog den første udskridning, men i det efterfølgende skarpe sving blev Jan kastet meget voldsomt af motorcyklen midt på banen.

Løbet blev stoppet før tid, så Jan kunne få hjælp og blive kørt på til hospitalet. Her blev det konstateret, at Jan havde brækket et kraveben og en finger, ligesom han var meget forslået på ryggen efter styrtet. Efter endt undersøgelse og behandling er Jan hjemme på sin bopæl i Herlev. Resultatet af løbet blev beregnet efter sidste fuldførte omgang, hvor Jan var toer efter Steven med Thomas Harding som nr. 3 og Steen og Carsten på de følgende pladser som nr. 4 og 5.

”Jeg har ikke været helt frisk i den forgangne weekend, hvorfor jeg er meget tilfreds med de 2 femtepladser, der samtidig rykker mig frem til en samlet 5. plads i serien lige foran Kenn Jensen og Kim Phillip. Nu skal jeg forsvare min femteplads i de næste løb,” slutter Carsten.
Efter weekendens løb siger Steen Hansen; ”Under lørdagens anden tidtagning ville jeg meget gerne forbedre min tredje startplacering, hvorfor jeg flyttede bremsepunktet for enden af langsiden, men i stedet for en bedre startplacering endte jeg med en kolbøtte ud i sandet foran VIP tribunen. I anden halvdel af sæsonen skal jeg have fat i den foranliggende Thomas Harding,” afslutter Steen.

Steven Tirsgaard sagde efter løbene: ”Jeg fik noget af en forskrækkelse i søndagens første løb under dysten med Jan Jespersen, da jeg pludselig ikke kunne tage gassen af motorcyklen i svinget efter langsiden. Inden jeg nåede at koble ud og bremse, var cyklen på vej ud i sandet. Jeg måtte se Jan forsvinde ud i horisonten samtidig med, at Thomas Harding og teamkammerat Steen Hansen efterfølgende passerede forbi. Mekanikerne fik lokaliseret og rettet fejlen inden løbet søndag eftermiddag. Det skal lige siges, at Dunlop dækkene fungerede helt optimalt under løbet søndag eftermiddag,” slutter Steven.

Den samlede stilling i MC Super Challenge: Steven Tirsgaard nr. 1 med 124 point, Jan Jespersen nr. 2 med 115 point, Steen Hansen med 84 point og Carsten Lund nr. 5 med 64 point.

Næst løb i MC Super Challenge er den 9. august på Padborg Park.

Martin Speed of Light

8.6.09

Steen Hansen på podiet 2 gange ved DM i Road Racing på Ring Djursland

Steen Hansen, Herning, Steven Tirsgaard, Give og Simon Tirsgaard, Kollemorten deltog på Ring Djursland i DM Road Racing i den forgangne weekend. Steen og Steven deltog i Super Bike klassen mens Simon kørte i Rookie 600 klassen.

Vejret var med sol og tørvejr helt perfekt til race både lørdag og søndag. Kørerne kvitterede med god underholdning for publikum i form af tætte dueller, hvor ikke mindst Steen og Steven bidrog med nogle helt fantastiske tætte og spændende dyster i begge løb til glæde for publikum.

I løbet om lørdagen havde Thomas Harding pole position med Steven Tirsgaard og Steen Hansen på de to efterfølgende pladser. Steen og Steven kom hurtigt frem som de førende i feltet med Thomas lige efter, men efterhånden fik de lidt luft ned til Thomas. Derefter blev der udkæmpet nogle meget tætte og intense dueller mellem de 2 teamkammerater, der skiftedes til at være i spidsen af feltet. Det var til stor fornøjelse for publikum, men vi andre i teamet håbede kun på, at de ikke ville køre hinanden af og ende uden for banen i deres stræben efter sejren. Til sidst ved det ternede flag var det Steven, der kom først over stregen med Steen 0,381 sekund efter. På de følgende pladser kom Thomas Harding, Allan Howard, Kim Phillip, Lars Bo Pedersen og Kenn Jensen.

Søndagens løb havde samme startrækkefølge som om lørdagen. Her tog Thomas Harding straks føringen med Steven Tirsgaard og Steen Hansen lige efter, men Thomas trak hurtigt fra de øvrige, og han forblev i front til mål. Steen og Steven havde endnu engang en meget tæt dyst, hvor Steen fik et godt hul ned til Steven, men på 2. sidste omgang skulle Steen overlappe nogle kørere med en omgang og det sammenholdt med noget spildt olie på banen fra tidligere løb, kom Steven helt op i baghjulet på Steen og forbi ved det ternede flag. De sluttede som nr. 2 og 3.

Steen var endnu engang helt oppe i toppen af feltet. Han har haft en meget markant fremgang siden skiftet til Honda Super Bike maskinen i denne sæsonen, og vi vil helt sikkert se meget mere til Steen, der føler sig rigtig godt hjemme på 1000 kubik raceren.

Efter løbene sagde Steen Hansen: ”Der manglede lige det sidste for at stå øverst på podiet. Jeg prøvede dog noget andet under træningen, da jeg under udkørslen på publikumslangsiden op over bakken slap asfalten med forhjulet og baghjulet samtidig frit svævende i luften, det var en noget mærkelig fornemmelse,” slutter Steen.

Efter løb nr. 2 sagde Steven Tirsgaard ” Vi prøvede en ny raceopsætning til løbet, men det viste sig, at det ikke var det optimale, idet vi manglede ca. 0,5 sekund pr. i forhold til løb nr. 1, men vi fik en erfaring mere med i bagagen,” slutter Steven.

Simon Tirsgaard startede i pole position i begge Rookie 600 løb. Han bragte sig straks til føring af feltet, hvorefter han udbyggede et sikkert forspring til de efterfølgende 22 kørere i klassen og vandt suverænt begge heat. Simon havde fået tilladelse til deltagelse i søndagens Super Sport 600 løb, men i forbindelse med nogle styrt i andre klasser blev løbet aflyst, idet det ikke kunne afvikles inden kl. 16.00, hvortil støjtilladelsen er gældende.

Simon havde lige glædet sig til løbet, hvor han kunne få lov til at dyste med de erfarne Super Sport kørere, men det må vente til senere. Der er ingen tvivl om, at Simons potentiale er til stede for at være med helt fremme i dansk Road Racing.

Brødrene Tirsgaard fører nu hver deres klasse i henholdsvis Super Bike ved Steven og Simon i Rookie 600 klassen.

Næste løb er MC Super Challenge på Jyllandsringen den 28. juni.

4.6.09

Sidste nyt        

DM på Ring Djursland i den kommende weekend

Kørerne Jan Jespersen, Herlev, Carsten Lund, Ølstykke, Steen Hansen, Herning og Steven Tirsgaard, Give deltager i den kommende weekend i DM Super Bike på Ring Djursland.

Simon Tirsgaard, Kollemorten skal i samme forbindelse forsvare sin føring i rookie 600 klassen på Ring Djursland.

Se i øvrigt tidsskema under www.amk-racing.dk

27.5.09

Pro Bike i Lystrup udstiller Steven Tirsgaards Honda CBR 1000 RR Fireblade

Steven Tirsgaards førende Honda i MC Super Challenge og DM Super Bike fremvises og præsenteres hos Pro Bike i Lystrup.

Team Martin – Speed of Light´s chefmekaniker Søren Bille fortæller kl. 11.00 om alt det teknisk ved motorcyklen, herunder noget om opsætning af raceren. Der bliver rig mulighed for spørgsmål til Søren i forbindelse med præsentationen.

Sted:              Pro Bike, Mølbakvej 9, 8520 Lystrup

Tid:                Lørdag den 30. maj kl. 10.00 – 13.00

Der bydes på kaffe og kage kl. 10.00

Der henvises i øvrigt til Pro Bike´s hjemmeside www.probike.dk

25.5.09

Succesen fortsætter i MC Super Challenge serien på Padborg Park med 5 podieplaceringer

Kørerne Carsten Lund, Ølstykke, Jan Jespersen, Herlev, Aagesen Motorcykler samt Steen Hansen, Herning og Steven Tirsgaard Give Martin - Speed of Light deltog på Padborg Park i 2. afdeling af MC Super Challenge i den forgangne weekend.

Kørerne leverede deres del af underholdningen i 2 helt fantastiske heat i den skrappeste motorcykelklasse nemlig MC Super Challenge, som blev kørt på Padborg Park. Klassen er en del af det større arrangement med flere forskellige bilklasser, herunder DTC.

De hurtigste af Super Bike maskinerne nåede endnu engang lige i underkanten af 260 km/t for enden af langsiden på banen, inden de bremsede ned til det skarpe venstresving foran hovedtribunen.

Steven Tirsgaard og Jan Jespersen vandt hver især et heat. Jan Jespersen nr. 2 og Steven Tirsgaard nr. 3 i andre heat, mens Steen Hansen i søndagens første heat erobrede en plads på podiet som nr. 3. Det var et flot syn med de 3 Honda kørere sammen på podiet ja, det må de gerne gentage i de kommende afdelinger af serien.

Det var rigtig flot kørt af Steen Hansen, der gennem mange løb i serien har kæmpet for en plads på podiet, og nu lykkedes det endelig for ham på Padborg Park.

Lørdagens tidtagning gav endnu engang pole position til Steven Tirsgaard med Jan Jespersen og Steen Hansen på de følgende pladser og Carsten Lund lige efter som nr. 5.

I søndagens første løb tog Jan Jespersen starten ned i første sving med Steven Tirsgaard og Steen Hansen lige efter. Steven pressede meget kraftigt på, og da Jan efter få omgange på helt fantastisk vis undgik at blive smidt af motorcyklen for enden af langsiden smuttede både Steven og Steen forbi. Jan kom dog hurtigt tilbage forbi Steen, og derefter blev jagten sat ind på Steven, der også blev passeret i målområdet. Steven tilbageerobrede dog straks føringen, der blev holdt helt til det ternede flag. Jan kom ind på 2 pladsen.

På et tidspunkt i løbet mistede Steen også 3. pladsen til Thomas Harding, men en plads på podiet trak så meget, at Steen kæmpede sig tilbage forbi Thomas til den endelig podieplacering som nr. 3. Carsten Lund holdt sin startposition som nr 5 med luft op til Thomas Harding foran og med god afstand ned til Kim Phillip på 6. pladsen. Det kunne ellers have været sjovt med Carsten på 4. pladsen, og dermed alle teamets 4 kørere i mål lige efter hinaden.

Efter løbet sagde Steen Hansen ”Det er 2 år siden jeg har været på podiet i et Super Challenge løb, og det var en stor tilfredsstillelse igen at ståder. Samtidig viser det, at jeg kan være med i toppen, og det skyldes ikke mindst den nye Honda CBR 1000 RR, der kører helt perfekt, samtidig er jeg den første kører på Padborg Park, der har været under 20 sekunder i sektor 1 på banen,” slutter Steen.

I det andet løb søndag tog Jan Jespersen endnu engang starten med Thomas Harding og Kenn Jensen på de følgende pladser mens Steen Hansen og Steven Tirsgaard dumpede ned som nr. 4 og 5 i det første sving. Efter et par omgange kom de begge forbi Kenn, og Steven passerede Steen, hvorefter jagten blev sat ind på Jan og Thomas, som var trukket fra det øvrige felt. Steven nåede ikke helt op til dem, og de to teamkammerater endte dermed som nr. 3 og 4. Efter 4 omgange var Thomas oppe på førstepladsen, men efter yderligere nogle omgange tog Jan førstepladen tilbage, og det holdt helt til det ternede flag.

Carsten Lund måtte endnu engang dyste med Kim Phillip om placeringerne, men denne gang blev det Kim, der snuppede femtepladsen og Carsten endte på 6. pladsen, men undervejs måtte han duellere med Kenn, som fik en kanonstart som sendte ham op som nr 3.

Jan Jespersen og Carsten Lund sagde samstemmende efter løbene ” Vi er meget glade og tilfredse med det motorstyrings- og datalogningssystem vi har anskaffet os hos IBS Racing. Det er i høj grad det system, der har gjort det muligt for os at være med helt i toppen af serien.”

Steven Tirsgaard fører stadig den samlede stilling i MC Super Challenge med Jan Jespersen som nr. 2, Steen Hansen på 4. pladsen og Carsten Lund nr. 6.

Teamet havde gæster med på Padborg Park, og vi kan godt forstå, at de bliver dybt imponeret over kørerne præstationer på banen. Måske særligt dem, der får mulighed for at komme rigtig tæt på banen, hvor kørerne ligger deres maskiner helt ned i svingene for derefter at trække dem direkte modsat i det næste sving med utrolig stor hastighed.

Næste løb i MC Super Challenge er den 28. juni på Jyllandsringen, men forinden køres der DM på Ring Djursland den 6. og 7. juni.

Se i øvrigt billedgalleriet fra løbet på Padborg Park på www.thmotorsport.dk

18.5.09.

Forsøger at gentage den flotte start fra Jyllandsringen i Super Challenge ved Padborg Open

Padborg Park ligger bane til Padborg Open i Super Challenge serien den kommende weekend sammen med de øvrige supportklasser og DTC. Teamets deltager med kørerne Steven Tirsgaard, Give, Steen Hansen, Herning og Carsten Lund samt Jan Jespersen fra Aagesen Motorcykler.

Kørerne i teamet vil præstere deres ypperste for at fortsætte med placeringer forrest i feltet med flittige besøg på podiet i søndagens 2 løb til følge, men de er dog klar over, at 5 - 6 andre hurtige kørere i feltet vil kæmpe med om podieplaceringerne.

Af de danske baner har Padborg Park den hurtigste langside, hvor tophastigheden kommer over 250 km/t inden der bremses ned for enden af publikumslangsiden. Steven Tirsgaard og Steen Hansen skal forsøge, at hente flere hk ud af deres Honda 1000 kubik maskiner inden løbene på søndag, således de kan få den optimale hastighed ned ad langsiden.

Carsten Lund skal forsvare den samlede 6. plads i serien, mens Jan Jespersen gerne vil noget længere frem i den samlede stilling. Jan mistede som bekendt dyrebare point i forbindelse med styrtet på Jyllandsringen i det første løb.

Der køres tidtagning lørdag kl. o9.45 og kl. 12.50. Søndagens løb køres kl. 09.45 og kl. 13.50.

Se i øvrigt teamets nye hjemmeside www.thmotorsport.dk

11.5.09

Fantastisk start på MC Super Challenge sæsonen for teamet ved Åbningsløbet på Jyllandsringen

Carsten Lund, Ølstykke, Jan Jespersen, Herlev, Steen Hansen, Herning og Steven Tirsgaard, Give deltog alle i 1. afdeling af MC Super Challenge på Jyllandsringen i Bededagsferien. Som bekendt kører Carsten og Jan for Aagesen Motorcykler mens Steen og Steven kører for Martin Speed of Light, men de er alle 4 teamkammerater i Martin teamet.

Kørerne var meget spændte op til første afdeling i road racing kørernes topklasse MC Super Challenge. Hvor står vi netop nu i forhold til de øvrige kørere i toppen af danske road racing: har vi nu forberedt os tilstrækkeligt: er materiellet i orden: er opsætningen af racerne korrekt o.s.v. Særligt Steven og Steen var meget spændte og forventningsfulde, idet de for første gang rigtig skulle i konkurrence på deres Honda 1000 kubik maskiner. Tidtagningen lørdag viste, at teamet var helt fremme i feltet med alle 4 kørere. Steven havde pole position Jan nr. 3, Carsten nr. 5 og Steen nr. 6 til søndagens løb.

Første løb søndag formiddag blev et forrygende opgør mellem teamkammeraterne Jan Jespersen og Steven Tirsgaard med skiftende føringer indtil 11. omgang, hvor Jan styrtede fra førstepladsen, hvorefter Steven kunne køre sikkert hjem over målstregen efter de 12 omgange som sejrherre i årets første løb i MC Super Challenge. Jan var heldigvis uskadt og kunne straks begynde forberedelserne til næste løb søndag eftermiddag.

Teamets 2 øvrige kørere Carsten Lund og Steen Hansen havde på samme måde nogle spændende og tætte dueller. Da de passerede det ternede flag var Steen på den samlede 4. plads og Carsten kom ind som nr. 5 et sekund efter.

Efter første løb så vi med tilfredshed, at alle 4 kørere var med helt i toppen, og dermed blev kørernes forventninger til søndagens andet løb selvfølgelig ikke mindre.

Carsten Lund fik en fantastisk start i dagens andet løb, hvor han efter det første sving lå på 2. pladsen lige efter teamkammeraten Jan Jespersen, men han måtte dog senere afgive pladsen. Løbet udviklede sig næsten som det første løb med Steven Tirsgaard oppe i baghjulet på Jan efter enkelte omgange, men denne gang holdt Jan fortjent førstepladsen helt frem til målstregen og Steven kom over stregen som nr. 2.

Steen Hansen var ikke tilfreds med en startplacering som nr. 6, men måtte i stedet arbejde sig frem gennem feltet, hvor han først passerede teamkammeraten Carsten Lund. Den næste der skulle passeres var Kim Phillip, men det gav Steen store problemer, idet Kim ikke blot ville lade Steen køre forbi. Det lykkedes dog i slutningen af løbet, hvorefter de 2 kørere begyndte at jagte Thomas Harding på 3. pladsen, men det var for sent, og de nåede ham ikke. Steen endte igen på 4. pladsen lige uden for podiet, og Carsten endte som nr. 6 0,171 sekund efter Kim Philip.

Carsten Lund fortsætter tendensen med at imponere i teamet med stadig stor fremgang fra sidste år i det stærke felt af rutinerede kørere.

Efter de 2 første løb i MC Super Challenge siger Steven Tirsgaard og Steen Hansen samstemmende ”Vi er utroligt glade og lettede over den gode start på serien MC Super Challenge. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været med stor spænding at skulle deltage på 1000 cm3 maskinerne for første gang, men Honda CBR 1000 RR motorcyklerne fungerede helt upåklageligt. Ikke mindst trimningen af motorcyklerne hos Finn Villadsen, FV-Motor har været perfekt.”

Samtidig med afviklingen af MC Super Challenge blev 5. og 6 afdeling af DM i Super Bike kørt. Vi samlede også på den konto mange point i den samlede stilling i DM.

Stillingen i MC Super Challenge er efter 1. afd. med Steven Tirsgaard på 1. pladsen, Steen Hansen nr. 4, Jan Jespersen nr. 5 og Carsten Lund nr. 6.

Nu glæder vi os til næste løb i serien Padborg Open på Padborg Park 23. - 24. maj.


Martin Speed of Light

TH Motorsport

7.5.09

Mesterskabet fra 2008 forsvares under 1. afdeling af Super Challenge på Jyllandsringen

Jyllandsringen ved Silkeborg ligger bane til Åbningsløbet af Super Challenge i den kommende weekend, hvor teamets kørere Steven Tirsgaard, Give, Steen Hansen, Herning og Jan Jespersen samt Carsten Lund fra Aagesen Motorcykler deltager.

Steen Hansen og Steven Tirsgaard deltager for første gang i serien på Honda Super Bike maskiner, mens Jan Jespersen og Carsten Lund i 2008 kørte på de store Honda motorcykler.

Som bekendt skal Jan Jespersen forsvare titlen fra 2008 i Super Challenge, hvor han sejrede på en meget overbevisende måde, men i 2009 vil der givet blive meget større kamp om titlen, idet betydeligt flere kørere byder ind på sejrene i løbene. Det bliver rigtig spændende med Carsten, der efter skiftet til 1000 cm3 maskinerne i 2008 har løftet sit niveau væsentlig. Steven Tirsgaard og Steen Hansen skal for første gang deltage i serien på Super Bike maskinerne, men de er meget fortrøstningsfulde efter nogle træningssamlinger samt deltagelse i 3. og 4. afdeling af DM i Super Bike serien med stor succes.

Jan Jespersen udtaler ”Jeg glæder mig meget til den kommende sæson, og vil forsvare min titel fra 2008 og forsøge at genvinde mesterskabet, men der er rigtig mange kørere i serien, der ikke vil give sig uden kamp. Jeg er helt overbevist om, at der vil blive nogle tætte og intense dyster i løbet af sæsonen”.

Teamet kører tidtagning lørdag og 2 gældende løb søndag henholdsvis kl. 10.00 og 14.20.

Martin Speed of Light

TH Motorsport